Norma
| Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||
| xml, pdf | ||||||
| Om verket | |||||||
| Les mer om verket | |||||||
Norma
eller
en Politikers Kjærlighed,
en Politikers Kjærlighed,
Musik-Tragedie
i
tre Akter.
i
tre Akter.
Fortale.
Forleden Dag befandt jeg mig paa Storthings-
galleriet; den Sag, der diskutteredes, var af samme
Natur som de fleste, og jeg kan derfor ikke læn-
gere erindre, hvorom den dreiede sig. Da Schydtz
tilfældigviis talede og jeg saaledes ikke havde No-
get at fæste min Opmærksomhed til, lod jeg Phan-
tasien frit Spillerum, og overgav mig til denne
behagelige Svævenom halvt paa Virkelighedens, halvt
paa Uvirkelighedens Gebet, hvortil vi i ledige Ti-
mer saa gjerne overlade os, naar Sjælen enten fø-
ler sig trættet eller den Yderverden, der omgiver os,
fremkalder det tilbørlige søvndyssende Indtryk. Jeg
tænkte som saa: I disse 106 Hoveder dels med,
dels uden Parykker findes Kvintessentsen af al
den Fortrinlighed, af al den aandelige Begavelse,
som gamle Norge har at opvise ligefra Nordkap
til Lindesnæs, ligefra Svinesund til Stavanger
(hvorfra Natvig jo er valgt). Her findes Genia-
liteten, Veltalenheden, Patriotismen, Liberaliteten
sammendynget i kompakte Masser. Og af alle disse
fortrinlige Egenskaber have selv de sjeldneste Fore-
komstformer deres Repræsentanter, saaledes repræ-
senterers f. Ex. en vis Nuance af Genialiteten ved
Skjerkholdt, en vis dito af Veltalenheden ved
Parneman, o. s. v., o. s. v. Den lyriske Be-
gavelse finder naturligviis sit Udtryk gjennem Natvig,
der saaledes paa en vis Maade danner Formidlings-
ledet mellem Poesien og Politiken.
s. 138
galleriet; den Sag, der diskutteredes, var af samme
Natur som de fleste, og jeg kan derfor ikke læn-
gere erindre, hvorom den dreiede sig. Da Schydtz
tilfældigviis talede og jeg saaledes ikke havde No-
get at fæste min Opmærksomhed til, lod jeg Phan-
tasien frit Spillerum, og overgav mig til denne
behagelige Svævenom halvt paa Virkelighedens, halvt
paa Uvirkelighedens Gebet, hvortil vi i ledige Ti-
mer saa gjerne overlade os, naar Sjælen enten fø-
ler sig trættet eller den Yderverden, der omgiver os,
fremkalder det tilbørlige søvndyssende Indtryk. Jeg
tænkte som saa: I disse 106 Hoveder dels med,
dels uden Parykker findes Kvintessentsen af al
den Fortrinlighed, af al den aandelige Begavelse,
som gamle Norge har at opvise ligefra Nordkap
til Lindesnæs, ligefra Svinesund til Stavanger
(hvorfra Natvig jo er valgt). Her findes Genia-
liteten, Veltalenheden, Patriotismen, Liberaliteten
sammendynget i kompakte Masser. Og af alle disse
fortrinlige Egenskaber have selv de sjeldneste Fore-
komstformer deres Repræsentanter, saaledes repræ-
senterers f. Ex. en vis Nuance af Genialiteten ved
Skjerkholdt, en vis dito af Veltalenheden ved
Parneman, o. s. v., o. s. v. Den lyriske Be-
gavelse finder naturligviis sit Udtryk gjennem Natvig,
der saaledes paa en vis Maade danner Formidlings-
ledet mellem Poesien og Politiken.
I denne Retning fortsatte jeg mine Betragt-
ninger i nogle Timer, indtil Schydtz blev færdig og
min uforstyrrede Tankeflugt saaledes afbrødes.
ninger i nogle Timer, indtil Schydtz blev færdig og
min uforstyrrede Tankeflugt saaledes afbrødes.
Om Aftenen saa jeg «Norma», og pludse-
lig gik der et Lys op for mig: «Storthinget er
en dramatisk begavet Korporation!» Jeg vil ikke
søge at gjøre hverken mig selv eller Læseren Rede
for den Slutningsrække, der ledede mig til dette
Resultat, thi hvo kjender vel ikke Tonernes Magt,
hvo veed vel ikke, at det er Musiken givet med A-
lexandersværdet at overhugge Tanketraadens gordiske
Knuder, med Lynfart at skyde os fremad paa den
logiske Spiralvandring og stille os paa et Punkt,
som vi mindst havde ventet? Men jo nøiere jeg
betragtede Sagen, desto klarere og mere indlysende
blev den mig. Holmboe er den agtværdige Fader
i Skuespillet, Motzfeldt, Lange og Harris den gamle
vrantne Onkel, som har tabt Følelsen for Livets
Poesi, men som dog er god at have i Baghaanden,
hvormeget hans prosaiske Verdensviisdom end op-
træder fientlig mod de unge Elskendes phantastiske
Planer og Luftkasteller. Oppositionen overhovedet
er Koketten, som enhver ung Fusentast gjerne courer
for men som han dog sædvanligviis til Slutning
betænker sig paa at tage til Kone (især da hendes
Medbeilerinde gjerne bringer ham en klækkeligere
Medgift). Stabell er naturligviis Intriguestykkets
Helt, han er en af disse ægte dramatiske Charakterer,
som Heiberg omtaler, «som man mere maa gjætte
sig til end anskue og som omsider ved Stykkets
Slutning standse der, hvor man af Begyndelsen
at dømme mindst skulde vente det.»
lig gik der et Lys op for mig: «Storthinget er
en dramatisk begavet Korporation!» Jeg vil ikke
søge at gjøre hverken mig selv eller Læseren Rede
for den Slutningsrække, der ledede mig til dette
Resultat, thi hvo kjender vel ikke Tonernes Magt,
hvo veed vel ikke, at det er Musiken givet med A-
lexandersværdet at overhugge Tanketraadens gordiske
Knuder, med Lynfart at skyde os fremad paa den
logiske Spiralvandring og stille os paa et Punkt,
som vi mindst havde ventet? Men jo nøiere jeg
betragtede Sagen, desto klarere og mere indlysende
blev den mig. Holmboe er den agtværdige Fader
i Skuespillet, Motzfeldt, Lange og Harris den gamle
vrantne Onkel, som har tabt Følelsen for Livets
Poesi, men som dog er god at have i Baghaanden,
hvormeget hans prosaiske Verdensviisdom end op-
træder fientlig mod de unge Elskendes phantastiske
Planer og Luftkasteller. Oppositionen overhovedet
er Koketten, som enhver ung Fusentast gjerne courer
s. 139
for men som han dog sædvanligviis til Slutning
betænker sig paa at tage til Kone (især da hendes
Medbeilerinde gjerne bringer ham en klækkeligere
Medgift). Stabell er naturligviis Intriguestykkets
Helt, han er en af disse ægte dramatiske Charakterer,
som Heiberg omtaler, «som man mere maa gjætte
sig til end anskue og som omsider ved Stykkets
Slutning standse der, hvor man af Begyndelsen
at dømme mindst skulde vente det.»
Disse Betragtninger var det, som bevægede
mig til at arrangere Operaen «Norma eller en
Politikers Kjærlighed,» hvis Text medfølger
aftrykt, og som jeg herved tilbyder Thinget til Op-
førelse ved en eller anden festlig Leilighed. Mu-
siken maa det selv sørge for, og da det jo eier
Virtuoser paa alle mulige Instrumenter ligefra
Trompet til Tromme og Basun, saa vil dette for-
haabentlig ikke falde vanskeligt. Rigtignok veed jeg,
at Thinget «indtil videre» har fuldt op at be-
stille, men det var jo dog ikke umuligt, at hans
Majestæt kunde befrygte farlige Følger af disse
overvættes Anstrængelser, især i Hundedagene, og
dersom altsaa Thinget en skjøn Dag skulde blive
bevilget Ferie «indtil videre,» saa vilde det være
godt, om det havde en nyttig og behagelig Tids-
fordriv at divertere sig med.
mig til at arrangere Operaen «Norma eller en
Politikers Kjærlighed,» hvis Text medfølger
aftrykt, og som jeg herved tilbyder Thinget til Op-
førelse ved en eller anden festlig Leilighed. Mu-
siken maa det selv sørge for, og da det jo eier
Virtuoser paa alle mulige Instrumenter ligefra
Trompet til Tromme og Basun, saa vil dette for-
haabentlig ikke falde vanskeligt. Rigtignok veed jeg,
at Thinget «indtil videre» har fuldt op at be-
stille, men det var jo dog ikke umuligt, at hans
Majestæt kunde befrygte farlige Følger af disse
overvættes Anstrængelser, især i Hundedagene, og
dersom altsaa Thinget en skjøn Dag skulde blive
bevilget Ferie «indtil videre,» saa vilde det være
godt, om det havde en nyttig og behagelig Tids-
fordriv at divertere sig med.
Personerne:
Norma (udføres af) Oppositionen.
Adalgisa, hendes gode
Veninde – Regjeringspartiet.
Veninde – Regjeringspartiet.
Severus, begge Da-
mers Elsker – en «Liberal» (eller i Mangel deraf: Hr. Stabell).
mers Elsker – en «Liberal» (eller i Mangel deraf: Hr. Stabell).
Ariovist, Normas Fa-
der, en gammel
Druide – Hr. Ueland. (NB. Druiderne vare hedenske Hunde, der ligesom Uglerne og Flaggermusene helst dreve deres Spil i mørke Skove, hvor Op- lysningen (fra Sol og Maane) vanskelig kunde trænge ind).
der, en gammel
Druide – Hr. Ueland. (NB. Druiderne vare hedenske Hunde, der ligesom Uglerne og Flaggermusene helst dreve deres Spil i mørke Skove, hvor Op- lysningen (fra Sol og Maane) vanskelig kunde trænge ind).
Normas og Severs, to
svindsottige Søn-
ner – Addressen af 1848.
Do. af 1851.
Chor af Druider – Fornuftige Oppo-
sitionsmænd samt
Skjerkholdt.
Do. af Druidinder – de Stumme i Thin-
get.
Norma
eller
en Politikers Kjærlighed,
en Politikers Kjærlighed,
Musik-Tragedie
i
tre Akter.
i
tre Akter.
Fortale.
Forleden Dag befandt jeg mig paa Storthings-
galleriet; den Sag, der diskutteredes, var af samme
Natur som de fleste, og jeg kan derfor ikke læn-
gere erindre, hvorom den dreiede sig. Da Schydtz
tilfældigviis talede og jeg saaledes ikke havde No-
get at fæste min Opmærksomhed til, lod jeg Phan-
tasien frit Spillerum, og overgav mig til denne
behagelige Svævenom halvt paa Virkelighedens, halvt
paa Uvirkelighedens Gebet, hvortil vi i ledige Ti-
mer saa gjerne overlade os, naar Sjælen enten fø-
ler sig trættet eller den Yderverden, der omgiver os,
fremkalder det tilbørlige søvndyssende Indtryk. Jeg
tænkte som saa: I disse 106 Hoveder dels med,
dels uden Parykker findes Kvintessentsen af al
den Fortrinlighed, af al den aandelige Begavelse,
som gamle Norge har at opvise ligefra Nordkap
til Lindesnæs, ligefra Svinesund til Stavanger
(hvorfra Natvig jo er valgt). Her findes Genia-
liteten, Veltalenheden, Patriotismen, Liberaliteten
sammendynget i kompakte Masser. Og af alle disse
fortrinlige Egenskaber have selv de sjeldneste Fore-
komstformer deres Repræsentanter, saaledes repræ-
senterers f. Ex. en vis Nuance af Genialiteten ved
Skjerkholdt, en vis dito af Veltalenheden ved
Parneman, o. s. v., o. s. v. Den lyriske Be-
gavelse finder naturligviis sit Udtryk gjennem Natvig,
der saaledes paa en vis Maade danner Formidlings-
ledet mellem Poesien og Politiken.
s. 138
galleriet; den Sag, der diskutteredes, var af samme
Natur som de fleste, og jeg kan derfor ikke læn-
gere erindre, hvorom den dreiede sig. Da Schydtz
tilfældigviis talede og jeg saaledes ikke havde No-
get at fæste min Opmærksomhed til, lod jeg Phan-
tasien frit Spillerum, og overgav mig til denne
behagelige Svævenom halvt paa Virkelighedens, halvt
paa Uvirkelighedens Gebet, hvortil vi i ledige Ti-
mer saa gjerne overlade os, naar Sjælen enten fø-
ler sig trættet eller den Yderverden, der omgiver os,
fremkalder det tilbørlige søvndyssende Indtryk. Jeg
tænkte som saa: I disse 106 Hoveder dels med,
dels uden Parykker findes Kvintessentsen af al
den Fortrinlighed, af al den aandelige Begavelse,
som gamle Norge har at opvise ligefra Nordkap
til Lindesnæs, ligefra Svinesund til Stavanger
(hvorfra Natvig jo er valgt). Her findes Genia-
liteten, Veltalenheden, Patriotismen, Liberaliteten
sammendynget i kompakte Masser. Og af alle disse
fortrinlige Egenskaber have selv de sjeldneste Fore-
komstformer deres Repræsentanter, saaledes repræ-
senterers f. Ex. en vis Nuance af Genialiteten ved
Skjerkholdt, en vis dito af Veltalenheden ved
Parneman, o. s. v., o. s. v. Den lyriske Be-
gavelse finder naturligviis sit Udtryk gjennem Natvig,
der saaledes paa en vis Maade danner Formidlings-
ledet mellem Poesien og Politiken.
I denne Retning fortsatte jeg mine Betragt-
ninger i nogle Timer, indtil Schydtz blev færdig og
min uforstyrrede Tankeflugt saaledes afbrødes.
ninger i nogle Timer, indtil Schydtz blev færdig og
min uforstyrrede Tankeflugt saaledes afbrødes.
Om Aftenen saa jeg «Norma», og pludse-
lig gik der et Lys op for mig: «Storthinget er
en dramatisk begavet Korporation!» Jeg vil ikke
søge at gjøre hverken mig selv eller Læseren Rede
for den Slutningsrække, der ledede mig til dette
Resultat, thi hvo kjender vel ikke Tonernes Magt,
hvo veed vel ikke, at det er Musiken givet med A-
lexandersværdet at overhugge Tanketraadens gordiske
Knuder, med Lynfart at skyde os fremad paa den
logiske Spiralvandring og stille os paa et Punkt,
som vi mindst havde ventet? Men jo nøiere jeg
betragtede Sagen, desto klarere og mere indlysende
blev den mig. Holmboe er den agtværdige Fader
i Skuespillet, Motzfeldt, Lange og Harris den gamle
vrantne Onkel, som har tabt Følelsen for Livets
Poesi, men som dog er god at have i Baghaanden,
hvormeget hans prosaiske Verdensviisdom end op-
træder fientlig mod de unge Elskendes phantastiske
Planer og Luftkasteller. Oppositionen overhovedet
er Koketten, som enhver ung Fusentast gjerne courer
for men som han dog sædvanligviis til Slutning
betænker sig paa at tage til Kone (især da hendes
Medbeilerinde gjerne bringer ham en klækkeligere
Medgift). Stabell er naturligviis Intriguestykkets
Helt, han er en af disse ægte dramatiske Charakterer,
som Heiberg omtaler, «som man mere maa gjætte
sig til end anskue og som omsider ved Stykkets
Slutning standse der, hvor man af Begyndelsen
at dømme mindst skulde vente det.»
lig gik der et Lys op for mig: «Storthinget er
en dramatisk begavet Korporation!» Jeg vil ikke
søge at gjøre hverken mig selv eller Læseren Rede
for den Slutningsrække, der ledede mig til dette
Resultat, thi hvo kjender vel ikke Tonernes Magt,
hvo veed vel ikke, at det er Musiken givet med A-
lexandersværdet at overhugge Tanketraadens gordiske
Knuder, med Lynfart at skyde os fremad paa den
logiske Spiralvandring og stille os paa et Punkt,
som vi mindst havde ventet? Men jo nøiere jeg
betragtede Sagen, desto klarere og mere indlysende
blev den mig. Holmboe er den agtværdige Fader
i Skuespillet, Motzfeldt, Lange og Harris den gamle
vrantne Onkel, som har tabt Følelsen for Livets
Poesi, men som dog er god at have i Baghaanden,
hvormeget hans prosaiske Verdensviisdom end op-
træder fientlig mod de unge Elskendes phantastiske
Planer og Luftkasteller. Oppositionen overhovedet
er Koketten, som enhver ung Fusentast gjerne courer
s. 139
for men som han dog sædvanligviis til Slutning
betænker sig paa at tage til Kone (især da hendes
Medbeilerinde gjerne bringer ham en klækkeligere
Medgift). Stabell er naturligviis Intriguestykkets
Helt, han er en af disse ægte dramatiske Charakterer,
som Heiberg omtaler, «som man mere maa gjætte
sig til end anskue og som omsider ved Stykkets
Slutning standse der, hvor man af Begyndelsen
at dømme mindst skulde vente det.»
Disse Betragtninger var det, som bevægede
mig til at arrangere Operaen «Norma eller en
Politikers Kjærlighed,» hvis Text medfølger
aftrykt, og som jeg herved tilbyder Thinget til Op-
førelse ved en eller anden festlig Leilighed. Mu-
siken maa det selv sørge for, og da det jo eier
Virtuoser paa alle mulige Instrumenter ligefra
Trompet til Tromme og Basun, saa vil dette for-
haabentlig ikke falde vanskeligt. Rigtignok veed jeg,
at Thinget «indtil videre» har fuldt op at be-
stille, men det var jo dog ikke umuligt, at hans
Majestæt kunde befrygte farlige Følger af disse
overvættes Anstrængelser, især i Hundedagene, og
dersom altsaa Thinget en skjøn Dag skulde blive
bevilget Ferie «indtil videre,» saa vilde det være
godt, om det havde en nyttig og behagelig Tids-
fordriv at divertere sig med.
mig til at arrangere Operaen «Norma eller en
Politikers Kjærlighed,» hvis Text medfølger
aftrykt, og som jeg herved tilbyder Thinget til Op-
førelse ved en eller anden festlig Leilighed. Mu-
siken maa det selv sørge for, og da det jo eier
Virtuoser paa alle mulige Instrumenter ligefra
Trompet til Tromme og Basun, saa vil dette for-
haabentlig ikke falde vanskeligt. Rigtignok veed jeg,
at Thinget «indtil videre» har fuldt op at be-
stille, men det var jo dog ikke umuligt, at hans
Majestæt kunde befrygte farlige Følger af disse
overvættes Anstrængelser, især i Hundedagene, og
dersom altsaa Thinget en skjøn Dag skulde blive
bevilget Ferie «indtil videre,» saa vilde det være
godt, om det havde en nyttig og behagelig Tids-
fordriv at divertere sig med.
Personerne:
Norma (udføres af) Oppositionen.
Adalgisa, hendes gode
Veninde – Regjeringspartiet.
Veninde – Regjeringspartiet.
Severus, begge Da-
mers Elsker – en «Liberal» (eller i Mangel deraf: Hr. Stabell).
mers Elsker – en «Liberal» (eller i Mangel deraf: Hr. Stabell).
Ariovist, Normas Fa-
der, en gammel
Druide – Hr. Ueland. (NB. Druiderne vare hedenske Hunde, der ligesom Uglerne og Flaggermusene helst dreve deres Spil i mørke Skove, hvor Op- lysningen (fra Sol og Maane) vanskelig kunde trænge ind).
der, en gammel
Druide – Hr. Ueland. (NB. Druiderne vare hedenske Hunde, der ligesom Uglerne og Flaggermusene helst dreve deres Spil i mørke Skove, hvor Op- lysningen (fra Sol og Maane) vanskelig kunde trænge ind).
Normas og Severs, to
svindsottige Søn-
ner – Addressen af 1848.
Do. af 1851.
Chor af Druider – Fornuftige Oppo-
sitionsmænd samt
Skjerkholdt.
Do. af Druidinder – de Stumme i Thin-
get.
s. 140
Første Akt.
En tyk Skov med tilbørligt Halvmørke, i Baggrun-
den «norske Klipper»; Blaaveis og Frihedskokarder blomstre
i Granernes Ly. Midt paa Scenen en hellig Afguds-
steen, hvori «Frihedsværket» er indfattet i Glas og Ramme.
den «norske Klipper»; Blaaveis og Frihedskokarder blomstre
i Granernes Ly. Midt paa Scenen en hellig Afguds-
steen, hvori «Frihedsværket» er indfattet i Glas og Ramme.
Første Scene.
Ariovist, Druider og Druidinder komme
med Trompeterne i Spidsen.
med Trompeterne i Spidsen.
Ariovist.
Her staae vi paa Frihedens frieste Jord,
I det gamle, ja, i det ældgamle Nor!
(afsides)
Ja, for Norge er Død og Pine et ældgammelt Land.
Chor af Druider og Druidinder.
Ja, ja, ja, ja!
Ja, ja, ja, ja!
Alle.
Ja i det gamle, det ældgamle Nor!
Ariovist.
Saa stærk som Egens kneisende Stamme
Staar «Frihedsværket» i Glas og Ramme! –
Det staar der saa fast i Stenen indfattet,
(Desværre det bliver ei tilfulde skattet) – – –
Chor af Druider.
Desværre, det blier ei tilfulde skattet!
Desværre, desværre, desværre, desværre!!!
Ariovist.
Men vi maae vaage, og vi maae bede,
Og om vor Helligdom maae vi frede;
For raa Barbarer vil rive den ned,
Vil flytte den hen paa et andet Sted,
Hvor Solen skinner den hele Dag,
(Og Maanen til visse Tider om Natten)
Og derfor er det en afgjort Sag
At vi maae værne om Frihedsskatten!
Ja, Noget maa gjøres, den Sag er klar!
Druiderne.
Ja Noget maa gjøres, men hvad, o svar!
Ariovist.
Ja, seer I, Børn! her just det gjælder,
At handle ret efter Alles Sind!
Jeg lagde dem helst i et dirkfrit Skrin
Under Laas og Slaa i en sikker Kjælder,
s. 141
Saa kan man den finde, naar Verden forgaar,
Saa fersk og ny som den var igaar,
Thi Norges Fjelde, (det veed I alle),
Vil staae, naar hele Verden mon falde,
Men kom, lad os gaae en Smule til Siden,
At hvile os ud, samle Kræfter til Striden;
(afsides)
Det var desuden mit Princip alt fra jeg var liden,
At holde mig en Hestelængde bagud for Tiden.*)
(de gaae.)
Anden Scene.
Severus kommer ind i morgenbladsk deklamatorisk
Bevægelse.
Bevægelse.
Severus.
O skyggende Skov, du i dit Skjød
Gjemmer vor Helligdom, Frihedsværket! –
(seer sig om.)
For Fanden, de ere jo alt borte; saa kunde jeg have
sparet det hele Vrøvl.
sparet det hele Vrøvl.
Tys, forsigtig maa man være,
Det er min gamle gyldne Lære,
O, vee, hvis Norma mig her skulde finde,
Hvem veed hvad hun vel kunde faae i Sinde!
Hun er en høist erritabel Kvinde,
Og skjønt hun tit nok er vant til sligt,
Hun holder dog strængt paa Moral og Pligt,
Og derfor maa jeg, som nylig sagt,
Politico modo ta'e mig i Agt,
Ofre tilbørligt paa hendes Alter,
Røge med Virak i Bladets Spalter.
Men hvem kommer der i den dunkle Skov?
Adalgisa er det, mit Hjerte banker,
Knapt raader jeg meer over mine Tanker,
For lønlige Længsler er jeg et Rov!
Tredie Scene.
Severus, Adalgisa.
Adalgisa.
(Recitativ.)
(Recitativ.)
Eftersom du, S. T. o Severus!
Har her mig i Lunden et Stævne sat,
*) Man vil bemærke at de Vers, der fremsiges afsides, ere anderledes
byggede, end de, der maa høres af Alle og Enhver; dette er in-
genlunde nogen Skjødesløshed, men med Forsæt iagttaget, da vel
underrettede Personer ville vide, at vore politiske Skuespillere endog
til Dagligbrug betjene sig af et særegent Versemaal, naar de
tale afsides.
s. 142
Saa skulde jeg herved ikke undlade
Tjenstligst at melde min Ankomst for dig!
Severus.
O, søde Stemme, o tryllende Ord! –
Saa hør da hvad i mit Hjerte boer!
(vil knæle, men betænker sig.)
Dog nei, unter uns gesagt, veed du virkelig ikke, hvad
jeg har paa Hjerte?
jeg har paa Hjerte?
Adalgisa.
Som en ærbar og sædelig Mø
Holder jeg strængt paa Form og Dekorum.
Hjertet er ikke det rette Forum
Hos mig – –
Severus.
O vee mig, da maa jeg dø!
Laer du ei Naade gaae for Ret,
Da staar jeg der sandelig nok saa net,
Jeg veed jo, at mine Synder er mange,
(Thi Bladets Spalter er saare lange);
Men den, som staar paa Omvendelsens Vei,
Ham veed jeg vist du forstøder ei!
Adalgisa.
Og hvor kan jeg vel paa din Ærlighed tro,
Naar saadan paa engang du courer for To!
Severus.
Ha, Norma du mener, o tro ikke sligt!
Adalgisa.
Hun har jo dog været din Ungdoms Flamme.
Severus.
Det var hun, det maa jeg bekjende med Skamme,
Nu er det forbi, det var kun et Digt,
Det var kun en flygtig, poetisk Drøm,
En bristende Boble paa Livets Strøm.
Ja, jeg vil dig min Forvildelse male, –
Reent ud af Skjægget maa her jeg tale:
Jeg hørte engang til de Radikale.
(Som gaae under Navn af de Liberale),
Som tale haanligt om gyldne Sale,
Som skrue sig op med «Klipper» og «Dale,»
Som fast germanisk forstaae at prale
Med Norden, som vaagnede af sin Dvale,
Og jubler omkap med Vaarens Svale
Paa Frihedsdagen, – kort, til de Gale!
s. 143
Men nu er jeg kjed af længer at ride
Min gamle Kjæphest; for det Solide
Jeg sværmer grundig; – – du mig forstaar!
Adalgisa
(overvældet).
Kom til mit Bryst, du gjenfundne Faar!
(Rørende Omfavnelse; Tæppet gaar for Velanstæn-
dighedens Skyld ned.)
dighedens Skyld ned.)
(Forts.)
Norma
eller
en Politikers Kjærlighed,
en Politikers Kjærlighed,
Musik-Tragedie
i
tre Akter.
i
tre Akter.
(Slutning fra forrige Numer.)
Anden Akt.
(Et Lønkammer, hvor man kan snakke sammen i
al Gemytlighed.)
al Gemytlighed.)
Første Scene.
Norma kommer med sine to Børn.
Norma.
De skjælve, de vakle, de arme Smaa,
Paa egne Been kan de neppe staae;
Det er dog en sørgelig Ting at være
Moder med en saa liden Ære.
s. 157
De haste jo alt fra Fødselen af
Med Syvmiilsstøvler mod deres Grav;
Severus er Skyld i den hele Sag,
(Han kunde jo have faret i Mag),
Sikkerlig havde jeg da været Moder
Til tvende sunde og stærke Poder.
Anden Scene.
De Forrige, Adalgisa.
Adalgisa
(afsides).
Der er hun; nu kan jeg tilgavns dog plage
Den arme Taabe; hvor vil hun ei klage,
Gebærde sig, tænker jeg, næsten som gal,
Naar op jeg træder som hendes Rival?
(høit)
Ei er det dig, min bedste Veninde!
Hvor herligt, at her jeg skulde dig finde,
Og dine Smaa, de leve endnu!
Norma.
De leve; ja vist, men det Liv er en Gru!
Adalgisa.
Ja det er høist beklageligt, Kjære,
Men hvor kan det anderledes vel være,
Severus spiller et fiffigt Spil,
Han er dig utro, om saa du vil,
Og kun hvor Troskab og Kjærlighed boer,
Der voxer Afkommen stærk og stor.
Norma.
Hvad, utro? O nei kom ikke med Sligt,
Det er kun Opspind, det er kun Digt;
Han veed jo dog hvad der er hans Pligt –
Det har han ofte i Bladet sagt.
(betænker sig.)
Men Et har dog min Mistænksomhed vakt
Han sniger sig om i Lunden herinde
Hvem veed hvad han egentlig har i Sinde. –
Tredie Scene.
De Forrige. Severus (kommer uden
at bemærke Norma).
at bemærke Norma).
Severus
(omfavner Adalgisa.)
Elskede! du paa disse Steder!
Norma.
Forræder, Forræder!
Severus
(forbløffet.)
Ih, Gud bevare's, Madam! er de her!
Norma.
Forræder! Forræder!
Severus.
Tys, vær dog stille, jeg beder, jeg beder!
s. 158
Norma.
For – –
Severus
(hidsig.)
Nei, vil du nu bare holde Mund, det gaar saagu
ikke an for dannede Mænd at lytte til ufornuftige Kvin-
ders Skrig over Ting, som de ikke forstaae.
(hvisker ud til en Maskinkarl.)
ikke an for dannede Mænd at lytte til ufornuftige Kvin-
ders Skrig over Ting, som de ikke forstaae.
Aa, lad Tæppet gaae ned, dette er jo en skandaløs Scene.
(Tæppet siger: «Det har De saagu Ret i», hvorpaa
det gaar hurtigt ned.)
det gaar hurtigt ned.)
Tredie Akt.
(Samme Skov som i første Akt.)
Første Scene.
Det er allerede langt paa Dagen, men de fleste af
Druiderne, der, som bekjendt, altid holde sig et Stykke
bagud for Tiden, ligge endnu under Træerne i dyb
Søvn; Nogle ere dog vaagnede, da Allarmtrommer og
vilde Hyl høres bag Scenen ligesom i «Huldrens Hjem.»
Druiderne, der, som bekjendt, altid holde sig et Stykke
bagud for Tiden, ligge endnu under Træerne i dyb
Søvn; Nogle ere dog vaagnede, da Allarmtrommer og
vilde Hyl høres bag Scenen ligesom i «Huldrens Hjem.»
En vaagen Druide.
Hvad er det for Larm, hvad er det for Skrig.
En Anden.
Det er sikkert Signal til en blodig Krig,
Hør kun det vilde forbitrede Skraal,
Du veed jo, at Norma vil gjøre Kaal
Paa Severus, – det hørte jeg selv hun svor.
Første.
Nu ja, den Skade er ikke saa stor,
Han er jo i Grunden ei nogen af Vore,
Jeg troer knapt jeg offrede ham en Taare,
Selv om han livløs laa paa sin Baare!
Anden Scene.
De Forrige. Norma (kommer ind i
Berserkergang, som om Nogen havde
foreslaaet at forbedre Grundloven.)
Berserkergang, som om Nogen havde
foreslaaet at forbedre Grundloven.)
Norma.
Vaagn dog, Druider! o kom, o kom!
Alle som Een, – her holder jeg Dom.
(Druiderne fare op i stor Forskrækkelse.)
En søvndrukken Druide
(forbitret.)
Gaa ad Regjeringen til! Hvad er det for Spektakel!
En Anden
(forskrækket.)
Har Høvdingen opløst de Vises Raad?
En Tredie
(klagende.)
Mine tre Dalere om Dagen! Farvel, Farvel, du
skjønne Tid!
skjønne Tid!
Norma.
Kom dog til Eder selv, jeg beder!
Det gjælder Severus, den frække Forræder!
Tredie Scene.
(Severus føres frem, indviklet i sin egen Snare.)
Norma.
Der er han nu skal vor Standret sættes,
Bekjend dine Synder –
s. 159
Severus
(afsides.)
Ah, hvor jeg lettes –
Listen er noget drøi i Længden,
Saa vinder jeg Tid, maaskee kan jeg reddes.
(Høit.)
Nu vel, jeg bekjender da først, at Mængden
Var engang den Guldkalv jeg ofrede til,
Det var kun et fiffigt beregnet Spil.
Norma.
Ha, da skal du døe –
(Hæver Dolken med oppositionelt Raseri, men stø-
der naturligviis ikke til. Adalgisa kommer i det Sam-
me i en Engels Skikkelse og forvandler ham til en
Halvgud, eller, som man nutildags udtrykker sig, til en
Minister.)
der naturligviis ikke til. Adalgisa kommer i det Sam-
me i en Engels Skikkelse og forvandler ham til en
Halvgud, eller, som man nutildags udtrykker sig, til en
Minister.)
Druiderne
(forbløffede.)
Hva – hvad behager ærbødigste Tjener! –
(bukke dybt.)
s. 160
Severus
(med imponerende Holdning.)
(med imponerende Holdning.)
Da af vor vise Lykurg det sagt er:
«Der hersker den skjønneste Enighed
Imellem Statens forskjellige Magter,»
Saa haaber jeg, jeg kan gaae bort i Fred!
Norma
(forekommende.)
Ih, ja Gud bevare's, hvor kan deres Velbaarenhed
troe andet – –
troe andet – –
(Severus gaar.)
(Tæppet falder.)
Ariovist
bliver staaende i en grublende Stilling.
(afsides.)
bliver staaende i en grublende Stilling.
Det var da Fanden til Historie; hvem veed om ikke
ogsaa jeg – – – nu ja, kommer Tid, kommer
Raad! – – –
ogsaa jeg – – – nu ja, kommer Tid, kommer
Raad! – – –
Ende.
